En ny stjerne blev født

En ny stjerne blussede op i TMT trøjen da TMT spillede uafgjort mod Ribe.

TM Tønder kom fremragende fra start i Skærbæk Fritidscenter, da de krydsede klinger med REHH i en godt fyldt hal. 3-0 stod der på tavlen efter få minutter. TM Tønder holdt føringen langt hen af vejen, med hurtigt håndbold som slet ikke bekom Ripenserne. Christian Trans stod igen stærkt i målet og overstrålede i den grad Emil Tellerup i den anden ende.

Efter 20 minutter gik tempoet ud af holdet. Vi kom ned i Ribes tempo i begge ender og når vi gør det, så er de for gode mand mod mand. Derfor var det Ribe der kunne gå til pause foran 14-16. Samme mønster efter pausen, vi spillede i et tempo der passede Ribes profiler og efter 10 minutter stod der 18-22 og Claus Lyngsøe tog timeout.

Henk Muus Meyer kom i mål og de to første skud gik ind og stillingen var 19-24. Så tog den unge Tønderkeeper fat. Tog et straffe og reddede det ene skud efter det andet og TM Tønder bragte sig foran 26-25. Henk's bedrifter smittede af på hele holdet, men Ribe fik sig bragt i front med 27-28, 50 sekunder før tid.

Timeout med 31 sekunder igen, og der blev spillet 7-6. Søren Haagen redder med 10 sekunder igen og der bliver skudt mod vores tomme mål. Her kommer Henk Muus Meyer dog flyvende ind, liggende vandret i luften og redder og det lykkes TM Tønder at udligne i sidste sekund.

Alt i alt en fin aften, en rigtig flot håndboldkamp. Gode dommere, der ikke lod sig lokke af Jakob Holms, til tider lidt pinlige forsøg på skuespil. Martin Kærgaard og Nicolaj Enderleit gjorde sig især positivt bemærket.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk