Årets første finale spilles mandag

En sejr over Randers vil åbne vejen mod overlevelse kolosalt.

Så kommer Randers HH på besøg i Tønderhal 2. Det er bare sæsonens vigtigste kamp og er man ikke klar til en kamp som den, så er man ikke ligaspiller. Det er vind eller forsvind, selv om der stadig er 6 kampe at spille bagefter. Jeg er overbevist om at en sejr over Randers vil give holdet et boost så stor, at der også ligger flere sejre og venter derude i de sidste 6 runder.

Et nederlag derimod vil kunne gøre holdet usikker i de resterende kampe. Randers har hele tiden ligget bag os og været det jagtende hold, og det er altså en fordel, frem for at være det jagtede hold. Omvendt, så har Randers statistikken imod sig. Randers har ikke hentet et eneste point på udebane i ligaen og det skulle gerne forblive sådan.

I sidste sæson slog vi Randers 32-26 hjemme i vores hal, i en kamp hvor vi vandt de sidste 18 minutter 13-7. Noget andet vi skal være opmærksomme på er at vi i denne sæson tabte 26-23 i Randers og det er yderst vigtigt at være bedst indbyrdes, for en sikkerheds skyld.

TMT Red Support får denne gang hjælp af Sine Løgumkloster, der kommer med 62 mand og hjælper til og det er vi sindsygt glade for. Sidst de hjalp, vandt vi over HC Midtjylland.

Men kære venner, vi skal have fyldt den hal til bristepunktet. Randers må ikke få fornemmelsen af at de kan klare sig med rå muskelmasse, som de gjorde sidst. Dommerne skal sættes under pres, hver gang de sætter en ureglementeret tackling ind. Så slår vi Randers og får fede kvalkampe igen i år.

Kom ned i hallen, mandag klokken 19:30 og vær med til at skabe HELVEDE I SYD - Sammen er vi stærke, BRØLSTÆRKE.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk