Formandens beretning

Formandens beretning TMT Red support 2017

Hvor blev tiden af:

  • hvor vi drog afsted i små busser fra Sæd autoservice?
  • Hvor vi besøgte halvtomme haller med tilskuere der klappede de sidste 5 minutter, hvis hjemmeholdet en sjælden gang var foran ?
  • hvor vi tog til Sjælland og spillede kamp? – ja, det føles som lang tid siden, men var dog kun i sidste sæson.

I denne sæson har vi spillet i de store arenaer, holdet og staben bag holdet er vokset kamp for kamp, vi har ingen steder fået lammetæv – vi har tjent 13 point ved godt spil, snarrådighed og vilje – godt gået drenge.

Vi har slået:

  • Århus hjemme – det var to point
  • Midtjylland ude og hjemme - det var 4 og 6 point
  • Gog ude – det må vist være en fejltagelse – citat Bent Nygård for åben skærm - det var 8 point
  • Uafgjort hjemme mod Sønderjyske - det var 9 point
  • Uafgjort hjemme mod Randers - det var 10 point
  • Uafgjort hjemme mod Skanderborg - det var 11 point
  • Vundet i Ribe - det var 13 point

Jo, der er nogle flotte skalpe imellem, vi kan være stolte af drengene – de kæmpede hele vejen igennem, også selv om vi solgte Telle undervejs, stødte på dommere der boede i samme by som klubben de dømte, jo der er sket mange mærkelige ting.

Alle steder er vi dog blevet modtaget godt på udebane. Da vi var i Holstebro, jeg vil tro vi var 150 fra Tønder, var de meget benovede over vi kom en hverdagsaften og at vi kunne overdøve hjemmepublikummet – hvis dette sidste havde været det sværeste i år, skulle vi nok have spillet Champions League næste år.

Hjemmebanen har i denne sæson sat nye standarder, medrejsende fans fra de andre klubber, dommere og andet godtfolk har fået at mærke, hvad det vil sige at komme til Tønder.

En gang imellem har vore egne spillere også haft svært ved at håndtere presset, men det er blevet bedre og bedre kamp for kamp.

Til sidst skulle vi jo som bekendt spille 2 kampe – troede vi alle – det var jo bare Skive vi skulle møde, og de havde blandt andet lige tabt med 14 mål til Sydhavsøerne – så det skulle være ”no problem”.

Det gik også rigtigt godt i ca 45 minutter, så skal jeg love for, at virkeligheden meldte sig, Skive rejste sig og tog 2 point med hjem. Vi stod alle mere eller mindre lamslåede, hvad skete der lige der?

Nå, på den igen og afsted til Skive det gik. Der var både journalister fra Radio syd og JV samt en fotograf fra samme avis med bussen, formanden kunne efterfølgende næsten ikke gå i fred på gaden for TV Syd, der ville have interviews – jo vi var pludseligt blevet verdensberømte igen, 1 år efter den sidste store triumf på Sjælland.

Vel ankommet til Skive og klar til en vigtig kamp, der ikke skulle undervurderes, gav vi den gas i 1. halvleg, men alligevel bagud ved pausen. Journalisten fra JV kom i pausen og spurgte, hvad vi ville gøre ved det – mit svar var ”give den mere gas”, han så meget mærkelig ud i hovedet, kunne det lade sig gøre? Men vi gav den saftsuseme mere gas, jeg tror drengene kunne mærke det, hold kæft hvor de kæmpede og vi larmede og kørte sejren hjem – fed fed aften.

3. og afgørende kamp, puha ondt i maven hele dagen, kunne vi nu også slå Skive? Tønderhallen var fyldt som aldrig før, det officielle tal var 1410, men jeg tror de havde glemt at tælle de sidste 200 med – hold op en fest, vi vandt og spiller liga igen næste år.

Efterfølgende har først Uhrenholt fra Ribe og dernæst håndboldmagasinet Kontra givet TM Tønder et kæmpe skulderklap for deres spil og måde at håndtere tingene på i denne sæson – jo, der bliver lagt mærke til Tønder og omegn, ude i den store verden.

Undervejs i sæsonen var der jo også et lille støttearrangement for TMT til Tøndermessen, på noget så fremmed som en kondicykel. Dette er ikke noget for mig, men Allan fik lov at sætte holdet og Red Support blev en flot nr 2, kun slået lige på målstregen til allersidst.

Jeg føler også at Red Support efterhånden bliver en større del af TM Tønder håndbold, samarbejdet bliver bare bedre og bedre. Til de af jer, der ikke har læst avis de sidste par dage, kan jeg oplyse at vi igen igen var i avisen. Denne gang var Red Support sammen med formand Robert Okholm og Peder Winther frasponsorudvalget oppe at takke for sponsorstøtten på de kr. 750.000 kommunen havde givet. Samtidig blev borgmesteren medlem nr. 177 i Red Support.

Nu er det jo ikke kun i hallen vi er verdens bedste, jeg har en bestyrelse, der siger spar to, Flemming ”flæske” næstformand der digter, synger slagsange som Beatles gjorde det i 60’erne fører an i hallen, en Allan der skaber balance i regnskabet selvom vi er afsted i stor bus samt deler sandwich og billetter ud til billige penge i en lind strøm, Morten og Finn fra øl/vand forsyningsafdelingen, der efter kampene står med de fedtede dåser i Kvicklys pantautomat, Jan der støtter mig, Kim der skriver vores hjemmeside og facebook, hvor vi har haft 10.000 besøg om måneden de sidste 3 måneder samt 45.000 besøg i alt de sidste 5 måneder – jeg vil gerne sige tak til bestyrelsen for både godt arbejde samt samarbejde.

Og til jer medlemmer, - TAK fordi i altid støtter os så vi fremstår som en samlet flok overfor modstanderne.

Esben Lind - Formand for TMT Red Support




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk