Mathias Jørgensen stopper

Som allerede rygtet, stopper Mathias Jørgensen efter denne sæson.

Mathias Jørgensen har absolut taget Tønder med storm. Den unge højrefløj har vist storspil indimellem og især det år vi rykkede op var han med 83 scoringer en vigtig brik for holdet, også på grund af nogle åbenlyse defensive styrker.

I sin første sæson i ligaen har han været mere svingende, men har selvfølgelig også stået over for nogle keepere af en anden kaliber. Alligevel blev det til 68 mål, inclusive de tre kampe mod Skive og han spillede også en stor kamp i pokalsejren over Mors/Thy.

I næste sæson har Mathias Jørgensen så søgt andre udfordringer, og der viskes Ribe-Esbjerg i krogene, hvilket dog ikke er bekræftet. Mathias Jørgensen selv siger:

Først og fremmest vil jeg gerne sige stor tak til mine holdkammerater og Claus for tre sæsoner med fantastiske oplevelser. Comebacket mod Sydhavsøerne, de historiske oprykningskampe mod Nordsjælland, første sæson i Ligaen og overlevelseskampene mod Skive er alle oplevelser, som jeg kommer til at huske mange år frem. Jeg er stolt over at have været en del af udviklingen i TM Tønder og samtidig glad for den tillid, som klubben har vist mig. TM Tønder har været det helt rigtige sted for mig både håndboldmæssigt og personligt. Sidst vil jeg også takke sponsorer, bestyrelse, Red Support samt de mange andre trofaste tilskuere for opbakningen, især når der har været budt op til dans i ”Helvede i syd".




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk