Stor sejr over tyske VFL Fredenbeck

TM Tønder viste i anden testkamp at der er forskel på ligaen og 3.Bundesliga.

TM Tønder vandt en klar sejr på 12 mål over VFL Fredenbeck. Et ikke super spændende opgør endte 31-19, men helt uden dramatik var det nu alligevel ikke.

Allerede tidligt i kampen måtte Kærgaard forlade banen, da han så rødt efter noget turmult i forsvaret. Om det var det eller om det var fordi han brokkede sig til dommeren vides dog ikke. Det betød at Morten Jørgensen og Emil Bergholt måtte tage sig af spilletiden på stregen.

Hans Martin Asmussen, der ikke har været med fra træningsstart fik banket lidt rust af i de to kampe og fik scoret et par mål. Det er vigtigt at få ham i gang og det skal såmænd nok lykkes. Ellers trykker unge Thomas Clausen på for spilletid. Han spillede både fløj og back i højre side, fik vist sig flot frem og scorede et par mål.

Emil Bergholt kæmpede igen forbilledligt på stregen og udmærkede sig med et mål, hvor han med ryggen mod mål kastede sig bagover og scorede. Også Kristian Klitgaard gjorde sig bemærket med flotte mål. Her lagde man især mærke til en returbold fra skarp vinkel og et mål hvor han var ude af ballance.

Inden Klitgaard kom på banen var det Niclas Thyssen der viste fremragende styrke i kontrafasen. Også Thomas Oesen fik i starten vist prøver på sit store talent. Og Rolf Ravn fik vist hvad han kan i angebet. Gode angebsåbninger fra ham lover godt. Vi ser frem til at se ham noget mere i angebet.

Mandag aften klokken 19:00 skal holdet så prøve kræfter med Skanderborg, der ser ret skarpe ud for tiden. De har netop slået SønderjyskE i Skansen med hele 27-20 efter imponerende 18-8 ved pausen. Det bliver interessant at måle sig med Skanderborg og se hvor vidt vi er pt.

Mandagens kamp mod Skanderborg spilles på neutral grund i Gauerslund.

 

 




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk