Imponerende indsats mod Skanderborg

Det lover rigtigt godt den kommende sæson, vurderet på kampen mod Skanderborg.

Træningskampe og turneringskampe kan ikke sammenlignes, siger mand. Og det er da også rigtigt nok, da der jo skal gives spilletid til alle og intensiteten ofte mangler, men sådan var det slet ikke i går i Gauerslundhallen. Begge trænere gik 100% efter sejren, alle spillerne på banken var oppe og stå, når der blev scoret og der blev gået til den i begge ender af banen.

Der gik lidt tid inden der blev scoret, men så kom der også gang i den. Oliver Eggert scorede efter behag i starten af 1.halvleg. Hans Martin Asmussen fik scoret fine mål, især i kontrafasen, men også i det etablerede spil. Kristian Klitgaard scorede finurlige mål, men vigtigst af alt, så stod forsvaret, der var uden Mads Thomsen fantastisk. Og så gjorde Ulrik Eggert nærmest hvad der passede ham.

Der var ingen huller i 6-0 forsvaret. Kasper Irming & Co. løb gang på gang panden mod en mur og det førte til tekniske fejl fra Skanderborg. De grønne spillede ikke dårligt, de fik bare ikke lov. Vi har både Bergholt og Kærgaard i fireback kæden, men begge løber med i kontraen, hvor Bergholt så tager venstre back, hvorfra han scorede to flotte mål. Det giver vores kontrafase et højt tempo.

9-4 blev til 16-8 inden Skanderborg scorede halvlegens sidste to mål. Det går dog hurtigt i håndbold og det første kvarter af 2.halvleg var Skanderborg bedre og reducerede til 20-18. Heldigvis har vi mange strenge at spille på. Mathias Mosel kom ind i målet og gjorde en forskel. Det gjorde Ulrik Eggert også i den anden ende. Han mangler måske lidt fysik, men har et godt håndboldhovede og finder hele tiden de rigtige løsninger. Han er god på den højre back.

Kampen sluttede med en flot og velfortjent sejr på 27-23.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk