Sikkert nederlag til Ribe-Esbjerg

Skærbæk Fritidscenter havde skabt en flot kulisse, men desværre levede TMT ikke op til forventningerne.

Efter en flot indsats mod Skanderborg, forleden dag, havde TM Tønder modsat store problemer mod Ribe-Esbjerg i Skærbæk Fritidscenter, torsdag aften.

En flot kulisse med 100 Tøndertilhængere fra det blå gymnasium og flere hundrede øvrige TMT tilhængere skabte en flot ramme, og ja der var da også et par Ribetilhængere i mellem, og det var dem der havde mest at glæde sig over.

REHH har op til denne sæson hentet en Egypter, Yehia Elderaa og han gjorde straks et stort indtryk på tilskuerne. Han gjorde den store forskel fra start, mens TM Tønder brændte store chancer på en velspillende Emil Tellerup. 4-0 stod der inden TMT kom i gang, men et stærkt bevægeligt REHH forsvar gjorde det svært for vore drenge, der var bagud 15-10 ved pausen, og det kunne såmænd have set værre ud, havde det ikke været for gode præstationer af vore keepere.

Efter pausen kom TMT langt mere koncentrerede ud, men to brændte straffekast i de første tre minutter gjorde at vi ikke kom tættere på i første omgang. Forsvaret blev dog stærkere, og så kom der mere tempo på spillet, og midt i halvlegen var TMT ved at få kontakt. Alt ansvaret lå dog på velspillende Oliver og Stoklund, mens en sygdomsramt Ulrik Eggert virkelig var savnet.

Da TMT var kommet for tæt på, tog Lukas Karlson sagen i egen hånd. Ribe-Esbjerg holdt dermed afstanden på tre mål til 25-22. Til sidst spillede TMT uden Oliver og Stoklund og det udnyttede REHH til at øge til slutstillingen 28-22.

Ud over Oliver Eggert og Kristian Stoklund lagde man især mærke til Mathias Mosel.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk