Ikke sæsonens vigtigste opgør

Så er det i aften, at sæsonen for alvor skydes i gang, men det er først på søndag, det for alvor bliver vigtigt.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at en overraskende sejr over BSV i aftenens Santandercup kamp, vil være noget af det fedeste, noget der kan få taget til at lette i helvede i syd, men der står altså vigtigere kampe på programmet.

Første prioritet er under alle omstændigheder at overleve i ligaen en gang til. Santandercuppen er en turnering for sig, og at vinde den giver ikke retten til at spille i 888 Ligaen i næste sæson.

På søndag kommer Mors/Thy på besøg i 888 Ligaen og en sejr her vil være langt mere værd, derfor vil det være tåbeligt, hvis en småskadet Mads Thomsen eller Martin Kærgaard går i stykker, bare for at få et hæderligt resultat mod BSV. Står der 23-23 efter 55 minutter er det selvfølgelig en anden sag.

Kampen i aften skal derimod give en indikation, hvor vi står lige nu. Kan vi langt hen af vejen følge med et af Danmarks aller bedste hold, eller bliver vi blæst baglæns ud af hallen. Torben Sørensen udtaler til Der Nordschleswiger:

Det er en kamp som vi kan spille helt uden pres. Vi må se hvor længe vi kan følge med. Vores fokus ligger bestemt på søndagens kamp (mod Mors/Thy), uden at vi dog vil give noget væk mod BSV. Vi prøver at opbygge en kultur, hvor vi går efter sejren i alle kampe, men nogle opgaver er bestemt nemmere end andre.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk