TMT blev løbet helt ned i Gudme

Vi havde jo håbet at GOG ville spille på 80%, eller bare på 90%, men sådan var det ingenlunde. GOG var top klar fra start og havde alt for nemt ved at komme igennem vort forsvar. I den anden ende skød vi over mål eller lavede tekniske fejl og snart stod der 4-1. Et par gode redninger af Christian Trans gjorde dog at vi kom tilbage på 4-3.

Ramte vi målet gik boldene dog ind ved Ole Erevik der ikke havde nogen stor dag og vi holdt med til 6-4. GOG skiftede keeper og efter 14 minutter stod der 9-4. Mathias Mosel kom ind i stedet for Trans med tre 100% redninger i træk, viste han stor klasse, men tættere på end 11-8 kom vi ikke og ved pausen var stillingen 15-11.

TM Tønder var ikke slået endnu, men efter pausen fik GOG skudt hul på Mosel og efter 38 minutter stod der 20-14. Torben Sørensen var derfor nødt til at gå i 7 mod 6, men uanset om vi scorede eller ikke gjorde, så var GOG så hurtige at de kunne score inden vi havde fået keeperen ind igen. På få minutter blev det 23-15

Det var som om de 3-4 scoringer i tomt mål tog pusten fra TMT, der ikke længere havde fart i returløbet. GOG's contramaskine var sat i gang og det hele endte med et lidt ydmygende stort nederlag på 34-22. Det er ingen skam at tabe i Gudme, men måden det skete på i 2.halvleg var naturligvis ærgerlig.

Vi har dog ikke mistet modet og allerede på fredag spiller vi igen på udebane, denne gang i Herning, hvor HC Midtjylland er værter. I den kamp har vi langt større forudsætninger for at kunne hjemføre to point.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk