Kristian Stoklund stopper i TM Tønder og rygtes til Fredericia

Kristian Stoklund stopper efter indeværende sæson i TM Tønder, og det er vel ikke så overraskende endda. TM Tønder er en klub der udvikler talenter og sender dem videre når de er blevet profiler, og derfor kunne man sagtens se Kristian Stoklund i en klub i subtoppen af 888 Ligaen, måske Kolding.

For et år siden udtalte playmakeren at han helst ville blive i ligaen, men taler vandrørene sandt, så spiller han i 1.division i næste sæson. Rygterne siger at han skifter til Fredericia, hvor pengetanken fra T.Hansen åbenbart er bundløs. Hvis dette er sandt er det naturligvis lidt skuffende, da Fredericia ikke umiddelbart er blandt oprykningsfavoritterne.

Kristian Stoklund selv siger:

- Det har været en fantastisk tid i TM Tønder Håndbold, hvor der er sket rigtig meget. Både på og uden for banen har klubben været i en kæmpe udvikling, og det ser jeg tilbage på med stor glæde og stolthed. Det bliver vemodigt at stoppe i klubben efter denne sæson, men jeg føler tiden nu er inde til at prøve noget nyt. Opbakningen til håndbolden i Tønder-området har været – og er stadigvæk – helt fantastisk. Selvom jeg skal spille sæsonen færdig, vil jeg gerne allerede nu sige tak for den store støtte der er omkring TM Tønder Håndbold.

Afgangen af Stoklund er ikke nødvendigvis et skridt tilbage for TM Tønder. Lasse Hamann-Boeriths er ved at blive spillet ind på holdet og han ligner allerede en klar forstærkning. Klubben skal dog ud og hente et par super dygtige bagspillere til næste sæson, som vi kan udvikle, for det er TM Tønders rolle i dansk håndbold.

TMT Red Support ønsker Kristian held og lykke videre i karrieren.

 




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk