TMT vil gerne have en arena, men er det nu klogt?

Bestyrelsen i TM Tønder Håndbold Elite vil gerne have en ny hal, en arena, og det er da meget forståligt. Tønderhal 2 er nedslidt og trænger til renovering. En ny arena med plads til omkring 1500 tilskuere vil koste i omegnen af 50 millioner, og det er jo sådan set mange penge, og skal den i så fald bygges i sumpen ved fritidscenteret eller et helt andet sted.

I det halve år Ulrik Wilbæk var tilknyttet TM Tønder, var hjemmebanen netop noget af det han fremhævede, og Robert Okholm siger da også til Jyskevestkysten:

- Ulrik påpegede også, at vores spillested i hal 2 har nogle temmelig trænge forhold, og det er vigtigt for ligahåndbolden, at man har nogle gode spilleforhold. Både for spillerne og især for tilskuerne. Det er vi selvfølgelig begyndt at arbejde på, men det er ikke noget, man får løst lige nu og her.

Hos TMT Red Support er vi dog ikke helt enige. Vores hjemmebane, Hal 2 er unik og den er mange point værd. Uden denne hjemmebane vil vi få det endnu sværre i 888 Ligaen, og vi går klart ind for at spille videre her.

Til gengæld er der plads til forbedringer i hallen, og bedre forhold for publikum, ikke mindst. Løsningen kunne være en endetribune i den nordlige ende, samt mindre tribuner i begge sider. Desuden skal balkonerne laves om, så stængerne fjernes. Dette vil jo nok kræve en ny tagkonstruktion, men det vil være noget billigere.

Det vigtigste er at vi bibeholder det intime i hallen. At spillerne bliver løftet og modstanderne bliver lidt skræmte. Netop dette er point værd, og vi må ikke glemme at 6 af de 8 point vi har hentet i efteråret, er hentet i Tønderhal 2.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk