TM Tønder skal op mod HC Midtjyllands overmænd i Santandercuppen

Foto: Rækker Mølle KFUM

3.division pulje 2 toppes af Grindsted med maksimum point, og lige efter følger Rækker Mølle, der har vundet alle andre kampe, end dem mod Grindsted. Rækker Mølle KFUM trak ligaholdet fra HCM i 5.runde af Santandercuppen, og selvom HCM havde mistet et par håndfulde profiler, var de alligevel favoritter.

Rækker Mølle KFUM tog dog alligevel kampen op mod ligaholdet og endte med at slå dem 29-25 efter en imponerende indsats. Nu er vestjyderne klar til at tage imod TM Tønder i 6.runde af Santandercuppen, en kamp der skal være afviklet senest den 17.maj 2018.

I sæson 14/15 var Rækker Mølle en tur i 1.division, hvor de tabte 30-20 i Tønderhallen. I returopgøret i den lille hal i Rækker Mølle, så 375 tilskuere et TM Tønder gå til pause med en sikker 15-8 føring. Alligevel kom de flot tilbage efter pausen og tabte kun 24-22. Efter at have været en tur nedad i rækkerne er de igen på vej fremad.

I samme sæson var de også på besøg i Tønderhal 1, hvor Ponyhof med besvær blev slået ud af pokalen med en 23-19 sejr. Runden efter tabte de så til Odder. Et spændende gensyn med Rækker Møllehallen venter dermed for Rolf, Stoklund, Ulrik og Rune, der var på holdkortet sidst vi gæstede Rækker Mølle Hallen.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk