Udekamp mod Skjern er en af sæsonens største udfordringer.

Skjern Håndbold rangerer som Danmarks vel nok stærkeste håndboldhold, og sammen med GOG er de den absolutte favorit til at slutte sæsonen af med at spille DM-Finale. Og hjemme i Skjern Bank Arena har de været direkte uhyggelige, hvor det er blevet til uafgjort mod GOG i første runde og et knapt nederlag til BSV, den sidste dag i februar. Ellers er det blevet til lutter sejre.

De har dog haltet lidt på det sidste. Efter nederlaget til BSV, havde de i den seneste hjemmekamp mod Kolding store problemer med at slå Kolding, og senest leverede de en forfærdelig indsats i Skansen i Sønderborg, hvor de fortjent tabte med 21-24. TMT skal forsøge at gøre dem kunsten efter, og måske uden Rolf, Martin og Oliver.

Skjern har ikke brug for en sejr mod TM Tønder for at holde BSV bag sig, da de i sidste runde moder HCM, som de jo nok slår, men de har brug for en sejr og en Ålborg sejr over GOG i sidste runde, hvis de går efter at vinde grundspillet.

Lad os håbe at de tidligere Skjern spillere Lasse Haman-Boeriths og Emil Bergholt har nøglen til at åbne op for Skjern, så vi kan få det så vigtige point, så det hele ikke skal afgøres i sidste spillerunde. TMT Red Support er med på sidelinien, og sammen med en flok U-16 drenge vil vi forsøge at bakke spillerne op så godt vi kan. Kampen spilles onsdag klokken 18:30.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk