Skæbnekamp, men verden går ikke under, hvis vi taber.

I aften er der dømt skæbnekamp i Tønderhal 2. Og vi taler virkelig om skæbnekamp, vind eller forsvind, en kamp hvor uafgjort er nok for TMT og ubrugeligt for Ribe, the winner takes it all. Og TMT truppen er virkelig vant til at stå i den situation og har de seneste to år bevist at de magter det, også når det ser sortest ud.

Ribe har det vi kalder et komplet hold. Med Jakob Holm, Lukas Karlson og Nyberg har de en god bagkæde. De har en dygtig stregspiller og gode fløje. Der er dog stor kvalitetsforskel på startsyveren og udskifterne og de mister niveau, når de skifter ud. Forsvaret er stærkt og deres keepere er af god kvalitet.

Derfor er det vigtigt at TM Tønder spiller med god fart, også selv om vi selv er ramt, især i bagkæden. Det er ikke udelukket af Oliver Eggert bliver klar, men han vil selvfølgelig ikke være helt i topform. Hans betydning for holdet, skal der dog ikke sås nogen tvivl om, især i den her slags kampe.

Publikum vil i aften være en utrolig vigtig del af at få det til at lykkes, for at holdet skal kunne sætte point på kontoen i aften. Det er derfor vigtigt at vi alle smider hæmningerne og giver den fuld gas i hallen. Vi kommer for at blive underholdt, men også for at hjælpe, og kan vi hyle et par af deres bedste spillere ud af den, så gør vi det.

SAMMEN ER VI STÆRKE og i aften skal vi bevise at det er vi virkeligt. Vi kan sammen sørge for at undgå den direkte nedrykning i aften. Vi er ikke reddet fordi vi får point, men vi forlænger mulighederne, hvis vi gør, og så er det jo lidt for tidligt at gå på håndboldferie.

Skulle vi rykke ned, så går verden ikke under af den grund. Vi vil naturligvis helst blive oppe, men vi er et af de små hold, med et lille budget, i forhold til de fleste. Så vi vil altid være i nedrykningsfare, og skulle det ske, må vi jo bare bygge et nyt projekt op i 1.division. Det er ikke klubbens undergang, men lad os nu stå sammen, så det ikke er i aften det sker.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk