Nerverne holdt ikke, og så havde Ribe alt for let ved det.

Der var lagt op til drama i Tønderhal 2, hvor over 1300 tiskuere havde fyldt hallen op til bristepunktet, men stemningen blev hurtigt punkteret af en målmand, der egentlig havde stoppet karrieren.

Det så ellers rigtigt godt ud, da Emil Berholt straks tilkæmpede sig et straffekast. Det blev dog brændt og Ribe scorede i den anden ende. Bergholt blev igen spillet fri, men en storspillende Rasmus Lind reddede igen, og så blev det hurtigt 0-2. Vi begyndte at skyde udefra og det blev lidt for nemt for Lind, mens vores forsvar slet ikke fik fat, og modstanderne havde nemt ved at bryde igennem.

0-6 efter mindre end 7 minutter og der var meget stille i Tønderhal 2. Efter et kvarter var stillingen 3-13 og TM Tønder var reelt rykket ned. Ulrik Eggert og Hans Martin Asmussen gjorde hvad de kunne for at få vendt slaget, men resten af holdet ramte slet ikke niveau, og så kunne Ribe ellers kontrollere kampen hjem. Det endte derfor med en ydmygende lussing på 25-35 (12-19).

Ulrik Eggert blev helt fortjent kåret bedste Tønderspiller, mens banens bedste aktører var dommerparret, Mads Hansen og Martin Gjedding der igen leverede en sublim indsats. Vi må nu en tur ned i 1.division og bygge et nyt projekt op, og så kommer vi stærkere tilbage.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk