Den tidligere TMT'er Magnus Frisk Jensen er storspillende i Otterup

Det er altid ærgerligt når klubbens egne talenter søger nye udfordringer. Men vi skal huske at det er en del af den enkelte spillers udvikling. Fælles for de spillere der kom udefra, for at blive udviklet i TM Tønder og de lokale spillere der de seneste år har optrådt for holdet, er at tiden nu er inde, hvis de skal videre udvikles.

Vi har jo alle set at de ikke har rykket sig siden forrige sæson, og så kan man selvfølgelig spørge sig selv om et skifte til Fredericia er et skift i den rigtige retning. Derimod er et skift til SønderjyskE nok et lille skridt op, og virker mere naturligt.

For Thomas Oesen, der aldrig for alvor fik sit gennembrud i TMT, er et skift til Give Håndbold til gengæld et snusfornuftigt valg. Thomas skal til at have noget spilletid nu, og det skal han nok få masser af i Give. En spiller der tidligere har taget et lignende valg, er Magnus Frisk Jensen, der skiftede fra TM Tønder til Otterup.

Magnus, der er en rigtig høj spiller, har udviklet sig fysisk i Otterup, og i løbet af denne sæson har han fået sit store gennembrud i den fynske klub, ikke mindst efter jul. Han scorede en håndfuld mål mod TM Tønder i en træningskamp i landsholdspausen i januar/februar, og den succes har han taget med videre.

Magnus Frisk Jensen har i denne sæson scoret 47 mål i 24 kampe, og i de seneste 4 kampe alene er det blevet til 22 mål, og så endda mod svære modstandere. Efter at have scoret 4 gange mod bundproppen FIF, gik han målamok ude mod Sydhavsøerne og Randers, hvor det blev til henholdsvis 6 og 5 mål. I den seneste kamp scorede Magnus så hele 7 gange mod ligaoprykkerne fra TMS Ringsted.

Magnus har dermed vist at det nogle gange er bedst at søge nye udfordringer for at udvikle sig. Magnus skal fortsætte denne udvikling et år eller to mere, og hvem ved om han så vender tilbage til TM Tønder som en bærende kraft.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk