Mathias Mosel skifter til HC Odense

Mathias Mosel havde en Okay første sæson i TM Tønder, sådan statistisk set. 84 redninger på 267 skud var ganske fint, mens 22 straffekast sendt afsted mod Mosel gav 22 mål. En redningsprocent på 29 er dog ganske fint for andetvalget i TMT kassen.

Til gengæld har han brugt mange timer på motor og landeveje, da han er bosat i Odense. Nu har han så fået et tilbud fra byens nyoprykkede 1.divisionshold, og det tilbud har TM Tønder valgt ikke at stå i vejen for. Mathias siger således om sit ophold i TMT:

- Jeg har været virkelig glad for at være i TM Tønder, og har kun positive ting at sige om klubben. Alle er meget engagerede og der er en meget stor opbakning til holdet. Jeg har lært rigtig meget, fået masser af erfaring og oplevet hverdagen i et professionelt miljø. Der har været mange store oplevelser, og jeg vil gerne give en kæmpe tak til trænere, holdkammerater, de mange frivillige og ikke mindst de mange trofaste tilskuere – det har været en stor oplevelse at være en del af TM Tønder.

Mathias glæder sig naturligvis til at spille for nyoprykkerne fra den by han bor i. HC Odense er rykket op for at blive, og Mosel siger således til klubbens facebookside:

- Jeg er utrolig glad for at blive en del af HC Odense Herrehåndbold, efter Odenses oprykning, og med deres professionelle setup ser jeg det som et naturligt match for mig, da jeg samtidig er bosiddende i byen og studerer på SDU, så passer det rigtig godt ind i min hverdag. Jeg har store forventninger til de kommende sæsoner og glæder mig meget til at arbejde sammen med Loke, således at vi kan udgøre et stærkt makkerpar i målet, vi er både kollegaer og konkurrenter, men det vigtigste er, at holdet præsterer og vi får flest mulige point.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk