Hans Martin Asmussen forlænger med et år

2018/2019 vil TM Tønder også have fem venstrehåndede spillere på kontrakt, da højrefløjen fra Pebersmark, Hans Martin Asmussen har forlænget for yderligere et år. Asmussen der er bosat i Sønderborg, og arbejder på Tandslet Friskole på Sydals, scorede i den forgangne sæson 36 mål i ligaen.

Samtidig skal Hans Martin Asmussen udfylde hullet efter assistentræner Mark Bendixen, og bliver således spillende assistentræner for TM Tønder. Hans Martin selv siger om sin nye rolle:

- Jeg har i længere tid gået med tanken om at blive træner, og da klubben tilbød mig rollen som spillende assistent, så var jeg ikke i tvivl. Det er en fantastisk mulighed at komme ind i trænerrollen, hvor jeg får gode muligheder for at lære af en erfaren træner, og samtidig kan jeg fortsætte med at spille håndbold på højt niveau.Jeg føler ikke, at jeg er klar til at stille skoene på hylden, og mener at kunne bidrage med mange ting – både i rollen som spiller og træner. Det giver for mig god mening at være i denne funktion, da jeg er en af de erfarne spillere i truppen, og ligeledes har en masse ideer til, hvordan vi kan udvikle spillerne og klubben. Jeg glæder mig til at komme i gang.

Hans Martin Asmussen har ud over en halv sæson i Stord i Norge, en halv sæson i Skjern og en hel sæson i Randers HH, altid spillet i Sønderjylland, hvor SønderjyskE og TM tønder har været de foretrukne klubber.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk