Vi skal have fundet en stregspiller til all-star holdet.

Der har været mange dygtige stregspillere, der har repræsenteret TMT. Vi har fundet et udvalg af syv spillere, der hver især har gjort en forskel.

Ole Olesen: En stregspiller der gjorde en stor forskel. Dækkede treer og var lynhurtig afsted i kontrafasen. Scorede tillige masser af mål.

Toni Seiler: Denne fantastiske Tysker er aldrig blevet glemt. Bomstærk og scorede ofte med to mand hængende på ryggen. Tillige var han stærk i forsvaret. TMT Red Support elskede ham.

Søren Knudsen: Prioriterede familien enormt højt, så vi fandt aldrig ud af hvor langt han kunne være nået. Den tid vi fik med hårdtskydende Knudsen, viste han dog stort niveau. En fantastisk dygtig tovejsspiller, der lige så godt kunne være blevet bagspiller.

Kim Nissen: Blev aldrig førstevalg, trods sine mange år i klubben, men når han fik chancen tog han den ofte. Var ikke så stor som andre stregspillere, men med vilje kommer man langt, og Kim gjorde det flot i TMT.

Jimmi Elmgaard: Viste hurtigt at han var kommet til Tønder for at blive. Mister TMT havde hjertet det rigtige sted, og var en fremragende forsvarspiller. Udnyttelsesprocenten i afslutningerne kunne have været bedre, men til gengæld betød han så meget for holdet, uden for banen. En sand leder.

Martin Kærgaard: Bomstærk fyr, der dækker rigtigt godt op i et fladt 6-0 forsvar. I angrebet var han umulig at holde, så hvis bare man fik smidt bolden ind i hænderne på ham, skulle han nok vriste sig fri. Scoringsikker, men returløbet kunne godt have været bedre.

Emil Bergholt: Skulle vel bare spille en kamp, hjemme i helvede, og så var han elsket i hele byen. Ligner ikke en der har fysikken til at spille streg, men der tager man helt fejl. Er faktisk bomstærk og en teknisk dygtig og hurtig stregspiller. Tovejspiller, der gerne må blive i mange år. Et fantastisk forbillede for ungdommen.

Du kan afgive din stemme her.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk