TM Tønders fans vil gerne have Torben tilbage.

De seneste dage har vi søgt efter den bedste venstre back i nyere tid, der har båret TM Tønder trøjen, og bedømt på den afstemning, må vi nok tro at mange TMT fans hellere end gerne ser Torben Petersen komme hjem.

Thomas Brix: En utrolig populær spiller, som var med fra start. Scorede rigtig mange mål, især på sin rullefinte, og var desuden populær uden for banen. Siger selv at han kan mærke det på huden når han træder ind i Tønderhal 2, som gav ham så mange gode oplevelser. 13,6% syntes at Brix havde været den bedste, og det giver ham en 3.plads.

Oliver Eggert: Ingen tvivl om at Oliver har betydet meget for TM Tønders første ligaeventyr. Når han ville, kunne han vinde kampe, ene mand. Lige så vild på banen, som han var rolig udenfor. 27,2% synes at Oliver er den bedste vi har haft.

Torben Petersen: Knægten fra Østerby, der indimellem scorer på samlebånd i ligaen, gjorde allerede stort indtryk, da han som ung spillede i TMT. Og Torben Petersen, der dygtigt har bevaret jordforbindelsen, når han ikke lige hopper op for at sende et hopskud afsted, har gjort så stort et indtryk at 39,1% af stemmerne er sendt mod ham, og han tager dermed pladsen på all-star teamet.

Stort tillykke til Torben, som vi rigtig gerne, snart ser tilbage i den røde trøje.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk