TM Tønder blev sat på plads af 2.divisions hold.

Vi har set flere tilfælde af umotiverede ligahold, der har tabt til toptændte 1.divisions hold i træningskampene op til denne sæson. I går aftes skete det samme i Grindsted, da et lidt for umotiveret TMT fik smæk af Grindsted, der er nyoprykket i 2.division.

Først og fremmest skal der lyde stor ros til det unge hjemmehold, der virkelig kæmpede og fightede, og virkelig havde godt fat i forsvaret, lige som deres keeper havde en stor første halvleg.

I sådanne kampe ser man tit at det lavere rangerede hold holder med i første halvleg, og måske lidt ind i anden. Sådan så det også ud, da der stod 4-4 efter 8 minutter. Her valgte TMT så at lade være med at score i 15 minutter. Chancer var der nok af, men afslutningerne sad enten helt umotiveret lige på målmanden, eller der blev skudt forbi. Efter 23 minutter var stillingen således 10-4 til hjemmeholdet.

Casper Madsen fik hul på bylden med en scoring, men ved pausen var forskellen den samme, der stod 14-8. Det kunne vel egentlig kun blive bedre efter pausen, men det blev det ikke. Hurtigt blev det 17-9 og lidt senere 19-11. Trætheden meldte sig dog hos Grindsted og TMT fik overtaget, men gang på gang stod stolperne i vejen for de røde.

TM Tønder kom på 21-17 med lidt over fem minutter tilbage, men med den aller sidste energi, lykkedes det Grindsted at vinde 24-20 mod et TM Tønder hold der fik noget at tænke over. Torben Sørensens ansigtskulør var meget sigende, hvad han mente om holdets præstation.

Jeppe Jonasson og Ulrik Eggert sad ude, mens Felix Kasch kun spillede de første ca.10 minutter. Emil Bergholt spillede det meste af 2.halvleg i bagkæden, men alt dette skal ikke være nogen undskyldning. Der blev gennem hele kampen spillet krydsspil i angrebet, og måske var det planen at kampen skulle bruges på det. Når vi skal til at spille om point skal angebspillet nok varieres noget mere.

Dagens positive indsats kom fra Jesper Redlefsen, der i 2.halvleg scorede på sine tre afslutninger i det etablerede angrebspil. Niklas Simonsen tog to straffekast i det sidste kvarter. 

Et wakeupcall i Grindsted, mere er der vist ikke at sige til det.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk