TMT Red Support havde en hyggelig tur til Køge

14 supportere havde meldt sig til udebaneturen til Køge og vi havde en super hyggelig tur til det østlige Danmark. 20 personers bussen fra Agerskov kom også til tiden (næsten da), men da vi var i god tid bar vi over med forsinkelsen på 2-3 minutter.

Vi fik fyldt bussen op med trommeudstyr, drikkevarer, og alt fra unge til de lidt ældre supportere, en blanding der gav en fantastisk stemning i bussen. Trods indtagen af drikkevarer klarede vi hele vejen til Odense inden behovet for pause blev nødvendig. Her blev de medbragte sandwich spist.

Vel ankommet til Køge blev vi fint taget imod, det bliver man nemlig af de flinke mennesker omkring Køge Håndbold. Vi blev venligt spurgt om vi, da de ikke har nogen fanklub i Køge, ville slå lidt i trommerne når hjemmeholdet løb ind. Selvfølgelig ville vi det når de nu spørger så venligt i Køge, og indrømmet, vi slog knap så hårdt som da TMT løb ind.

Køge kæmpede bravt så længe kræfterne rakte. TM Tønder havde bare ikke undervurderet dem og vandt en klar sejr. Køge skal nok få deres point når de kommer op mod de hold de skal sammenligne sig med. Det er et ganske fint hold.

Tilbage i bussen slog bestyrelsesmedlemmerne lige hovederne sammen, og enstemmigt blev det vedtaget at Red Support gav en omgang. Da Kim var det eneste bestyrelsmedlem der var med var beslutningen nem at vedtage. Tipskuponen blev gennemgået og Mie havde som den eneste ramt det rigtige resultat, og hun tøvede ikke med at give en omgang.

Så var humøret lagt til en rigtig sjov tur hjem fra Køge, en lørdag aften. En rigtig hyggelig tur, og en stor tak til de unge der fremragende sørgede for opbakning til TM Tønder drengene. Kasper, Kasper og Kim L, var fantastiske i fraværet af Flæske, Esben m.fl.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk