Hurtige amatører fra Århus nord kan blive svære at knække.

Foto: Flemming Andersen.

HEI Skæring fra den aller mest nordøstlige del af Århus har ikke fået den aller bedste start på dette års turnering, men hvis vi tror at vi bare får en dag på kontoret, så har vi taget fejl af HEI Skæring.

HEI har i en årrække tilhørt den absolutte top af 2.division. I 2014 blev det til en flot 2.plads i rækken. I det efterfølgende oprykningsspil vandt holdet over Frederikshavn og Stadion, og vandt retten til at møde HIK om en plads i 1.division. HIK vandt dog både ude og hjemme.

Året efter blev HEI igen nummer to. Igen vandt man oprykningsspillet sikkert og skulle op mod Ajax. HEI vandt det første opgør med 5 mål, men returslaget i Bavnehøjhallen blev tabt med 7, og man måtte tage endnu en tørn i 2.division.

Dette år blev så det sidste, da holdet med blot to nederlag tog den direkte vej til 1.division. Og HEI tag alle med storm i deres første sæson, hvor de startede med at vinde en sikker sejr i Fredericia. Et resultat de flot fulgte op, og efter seks runder stod der 10 point på kontoen. Hverdagen ramte dog HEI og de sluttede på10.pladsen og sikrede lige netop eksistensen i rækken.

Nu er HEI så i gang med den altid svære anden sæson. De startede igen i Fredericia, men denne gang vandt Fredericia en stensikker sejr på 29-17. I anden runde mod stærke Odder, var HEI nede med 9-17, men kæmpede sig flot tilbage til 26-27. Odder vandt dog kampen.

Der venter publikum en kamp mellem to hold der kan spille hurtig håndbold. Begge kæmper til sidste sekund, om hver en kvadratcentimeter, og det er vigtigt at TMT, præcis som i Køge, ikke undervurderer modstanderen. Netop Køge var yderst uheldige med at tabe i Skive i dag (lørdag), og det viser bare at når man ikke er tilstede, kan man tabe til alle i rækken.

Kan holdet koncentrere sig fuldt ud om opgaven, til trods for den klare favoritværdighed, så vinder de også denne gang. Red Support og resten af hjemmepublikummet skal med positiv energi hjælpe holdet det bedste vi kan, så de igen får en tryg base i Tønderhal 2.

SAMMEN ER VI STÆRKE - og sammen skal vi nok løse denne opgave og holde trit med de andre tophold. HUSK at komme ned i hallen og bak op, søndag klokken 15:00.