TMT's unge vendte skuden


Det var befriende at se de unge tage bolden i den anden hånd og vise talentet frem.

Foto: Torben S. Lund.

Lad os starte ud med søndagens modstander fra HC Odense, der er hårdt ramt for tiden. Mathias Mosel har fået en bold i hovedet og kan ikke spille. Morten Glassius er ligeledes skadet og Niklas Thyssen er stoppet, så der er ikke meget TMT over dem pt. De hårdt ramte fynboer kom dog ind til kampen med en god attityde og spillede friskt til. De udnyttede enhver fejl fra TM Tønder og var rigtig svære at spille imod. Fortsætter de sådan kommer pointene efter jul.

En del tilskuere syntes nok at TM Tønder underpræsterede før pausen, men det var nu også Odenses fortjeneste, og marginalerne var nu heller ikke med os. Emil Bergholt plejer ikke at brænde så meget, og når et skud mod et tomt mål rammer begge stolper uden at gå ind, så har man modgang. 14-15 ved pausen var vel egentlig ganske refærdigt.

Efter pausen steppede forsvaret virkelig op og Odense fik sværre ved at score. Niklas Simonsen var særdeles velspillende i målet og Bergholt var stærk i forsvaret. Lasse Nikolajsen er altid velspillende og Felix Kasch er helt umulig at stå over for. Man ved aldrig hvor og hvornår han skyder, det kommer som et lyn fra en klar himmel. Han er vigtig for TMT. Da kampen var ved at knække meldte unge Jacob Lyck sig ind, og med tre mål i træk lukkede han kampen. Sidst men ikke mindst, så var Benjamin Holm igen en vigtig brik. Han ligger et godt pres og skyder godt.

Modsat de to seneste kampe blev der spillet rigtigt bredt. Afslutninger fra fløje og skud fra backs fungerer bedre, end alt for meget spil ind over midten. Det klæder virkelig holdet. Desuden var vi mere parate i 7-6 spillet, og omstillede os lynhurtigt på Odenses skiftende formationer.

Der er nogle, for holdet, vigtige spillere der lige nu er lidt nede i en bølgedal. Søndag eftermiddag viste flere af de unge at de er klar til at gøre et indhop og tage over. Sammen er vi stærke. TM Tønder vandt slutteligt fortjent 30-27 mod et velspillende HC Odense. Vi er tilbage.