Kontradrengene.


TM Tønders kontramaskine smadrede Køge.

Flere ting skal lykkes for at få en god kontrafase. Først og fremmest skal fosvaret stå rigtigt godt og keeperen skal stå godt og tage hvad der er muligt, og helst lidt mere. Sidst men ikke mindst er der også nogle der skal løbe kontraerne. Alle disse ting lykkedes mod Køge.

De første 10 minutter fulgte Køge godt med og stillingen var 7-6 til TMT. Herfra havde forsvaret luret Køge af og der blev trukket godt fra. Christian Trans tog det han skulle og Lasse Nikolajsen, Hans Martin Asmussen og Emil Bergholt løb kontraerne. 19-13 ved pausen.

Efter pausen stod Christian endnu stærkere. Forsvaret stod blændende og fløjene fiskede mange bolde til sig og Christian var en levende mur, tog det han skulle og havde mange 100% redninger oveni. Kontramaskinen kværnede derud af knap halvvejs i 2.halvleg var stillingen 28-15 til TM Tønder. Nikolajsen, Asmussen og Bergholt havde scoret henholdsvis 10, 5 og 5 mål og kunne overlade spilletiden til andre.

Man ser talrige eksempler på at unge spillere kun får de sidste fem minutter i lignende tilfælde, men de er i Tønder for at udvikle sig og det er flot af trænerne at give dem så meget spilletid i sådanne kampe, og det er jo komplet ligegyldigt om vi slår Køge med 11 eller 18 mål. Da de unge lige havde fundet sammen, gjorde de det rigtigt fint og hev en sejr på 35-24 i hus. U-18 spilleren Kasper Fey Pedersen scorede tre mål på tre forsøg og Red support hyldede ham ved at råbe hans øgenavn "Kipketer" ved alle scoringerne.