TM Tønder har en stærk U-18 trup.

TM Tønders stærke U-18 drenge har spillet et flot efterår, hvor de var tæt på at kvalificere sig til U-18 ligaen. Det har trænerne for både første og anden herre bemærket og flere af de unge drenge har fået spilletid på 3.divisionsholdet og gjort det rigtigt flot, og været kampafgørende.

På U-18 holdet har man øgenavne, alt lige fra Bønderby til Gunslinger, og da TMT Red support opdagede at Kasper Fey Pedersen var med i førsteholdstruppen mod Køge, fandt vi snart ud af at her var tale om ingen ringere end selveste "Kipketer" der har været inde omkring U-landsholdet.

Alene det at være med i omklædningsrummet, i opvarmningen og i indløbet foran de små 700 tilskuere i hal 2 var en stor oplevelse for "Kipketer", og at han så oveni fik spilletid, så bliver det ikke meget bedre:

- Det var sindsygt fedt, det var det. En fantastisk oplevelse, sagde Kasper Fey umiddelbart efter kampen og fortalte om stemningen i hallen: - Det er helt vanvittigt, bare svært at beskrive.

Kasper kom så på banen med lidt over et kvarter igen og startede med at få en udvisning, som det retfærdigvis må siges nok skulle have færet tilfaldet Jeppe. Her tænkte man at var knægten ikke nervøs i forvejen, så måtte han da være det nu. Men efter at have afsonet straffen gik der ikke længe før han fik chancen for at score, og usvigeligt sikkert gjorde han det til 30-19.

Halspeakeren fik råbt Kasper ud over anlægget og supporterne svarede straks igen med Kipketter. Kasper fik yderligere to chancer og scorede sikker på dem begge og et rungende Kipketer lød fra Red Support ved hver scoring:

- Det var sindsygt fedt. Jeg vidste jo ikke om jeg overhovedet fik spilletid, men det var i hvert fald fedt at få tid og få scoret tre mål og høre sit øgenavn fra fansene, slutter Kasper Fey "Kipketer" Pedersen, som vi garanteret ikke har set på førsteholdet for sidste gang.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk