Ustoppelige TMT tordner videre.


Intet synes at kunne stoppe TMT i deres march mod ligaen.

23 tilmeldte supportere betød at både 9 personers bussen fra THT Tønder handel og Transport og 14 personers bussen fra Sæd Auto var fyldte til bristepunktet. Den store bus holdt dog ikke længere end til første rundkørsel på vej mod hallen og Sæd Auto var straks på pletten og satte to 9 personers busser ind i stedet, så det var noget af en vognpark der drog afsted mod Vesterbro.

Vel ankommet i den gamle legendariske Bavnehøjhal var det TMT der kom bedst ud af starthullerne og kom hurtig foran 1-3. Det skulle dog vise sig at blive et sandt udvisningshelvede, da TMT fik 9 og Ajax 7 udvisninger og efter 9 minutter havde TMT allerede fået tre. 4 mod 6 i næsten to minutter betød at Ajax kom på 4-5 og midtvejs kunne Ajax bringe sig på 8-6. Ajax var i teten og kunne efter små 28 minutter bringe sig foran 15-12. En scoring af Emil og en straffekast scoring af Nikolajsen gjorde dog at det så fornuftigt ud med 15-14 ved pausen.

TM Tønder kom helt forandret ud til 2.halvleg. Felix udlignede og en udvisning til Ajax gav en føring på 15-17. Yderligere to scoringer betød at 15-12 var blevet til 15-19 på 8 minutter. Det knækkede Københavnerne der aldrig siden kom tæt på. Udvisningshelvedet fortsatte og efter 40 minutter fik Ulrik Eggert direkte rødt. To minutter senere fik Kasper Nielsen fra Ajax sin 3.udvisning og efter 49 minutter kunne Emil Bergholt bringe TMT foran med 17-24. TM Tønder blev igen ramt af en række udvisninger, men løbet var kørt for Ajax, selvom det røde kort kom frem for 3.gang da jeppe Jonasson fik sin 3.udvisning. Jacob Lyck fik vist at han havde ild i armen da han til sidst satte tingene på plads og gjorde 23-28 til 23-31 inden Minik Høegh lukkede kampen med sit mål til 24-31. Niklas Simonsen viste sine evner på straffekast, hvor han pillede bolden fire gange.

Herfra gik turen hjem i tre busser. De to frygtede udekampe mod Otterup og Ajax har vist at holdet er enormt gode lige nu, og det er svært at se hvilket hold i den danske 1.division der skal kunne slå os lige nu. Kampens spiller må stå mellem Christian Trans og Emil Bergholt.