Måske en svær udekamp.


Stor forskel på Sydhavsøernes top og bundniveau.

Foto: Torben Sjøhart Lund.

Team Sydhavsøerne har en fornem hjemmebanestatistik, hvor otte af 11 kampe er vundet. Nederlagene er kommet mod Odder, Skive og Stoholm, alle indenfor en måned i november/december og man kunne ane at holdet havde et hjemmebanekompleks. Det er de dog ovre og i den seneste kamp mod Fredericia viste de et flot topniveau, da de smadrede oprykningsfavoritterne med 10 mål.

I den kamp spillede de 5-1 i forsvaret og det havde østjyderne intet våben imod. TSØ gjorde det samme i Odder i forrige weekend, denne gang uden succes. Vi må forvente at TSØ vil prøve det samme mod os, hvilket holdet selvfølgelig er forberedte på. Spillere som Benjamin Holm og Mathias Møller vil kunne udnytte sådan et forsvar og det vil være guf for Emil Bergholt med den ekstra plads på stregen.

TM Tønder har vundet to af de sidste tre udekampe mod Sydhavsøerne og skal vi vinde igen på søndag, skal hjemmeholdet enten ramme en af deres dårlige dage, eller TM Tønder skal have en af deres gode dage. Hos TMT Red Support tror vi naturligvis på holdet og flere end 20 supportere er på plads i Maribo på søndag.

Sammen Er Vi Stærke, og med bare et point er vi utrolig tæt på at nå målsætningen og slutte i top 3.