Tilmeld dig næste udekamp i Kolding eller Lemvig.

Bliver det Kolding eller Lemvig? det er det helt store spørgsmål som TM Tønder mangler svar på, inden de for alvor kan begynde forberedelserne til den ultimative sidste modstander i bestræbelserne på en plads i ligaen.

KIF Kolding tabte de sidste 10 kampe i grundspillet. Det tyndt besatte Koldinghold var, og er stadig skadesramt, og selv om de har nogle fine navne i startsyveren har de haft svært ved at fungere som hold. I nedrykningspillet har de tabt to kampe og vundet en, over et Mort/Thy hold som havde sikret sig eksistensen.

Lemvig/Thyborøn har leveret flotte resultater i grundspillet med flot fight og moralen i top. Sidst på sæsonen gik det dog mindre godt og de fik kun et point i de sidste fem runder, ligesom de tre kampe i nedrykningspillet er blevet tabt. De har dermed det ene point de fik med over, mens Kolding har de to fra Mors kampen.

Lørdag den 4.maj klokken 15:00 skal det hele så afgøres i Lemvig, når Kolding kommer på besøg og skal spille mindst uafgjort for at sikre sig endnu en sæson i ligaen, mens taberen skal ud i op mod tre vanvittige overlevelseskampe mod TM Tønder, som er rigtig stærkt spillende lige nu. Om det er en fordel ikke at have spillet i tre uger, skal så vise sig.

Bliver kvalifikationskampene et opgør med Lemvig, spilles første kamp i det nordvestjyske fredag den 10. maj klokken 19.30 med mindre TV2 vælger at ville sende kampen og vil have den flyttet. TMT Red Support er i fuld gang med at fylde den første bus. Vi har allerede omkring 30 tilmeldte der deltager uanset om vi skal til Kolding eller Lemvig. Vi har endnu ikke fastsat den endelige pris, men en ting er sikkert, det bliver som altid hamrende billigt. Er du ikke medlem af TMT Red support kan du sagtens komme med alligevel, men i respekt for de der betaler for medlemsskab, bliver prisen for ikke medlemmer en anelse højere.

Ud over 50 personers bussen som vi har lejet, har vores sponsor Sæd Auto stillet deres 14 personers bus til rådighed, kvit og frit. Det er vi naturligvis sindsygt glade for og det betyder at vi i første omgang har plads til ca. 65 tilmeldinger. Du tilmelder dig hos Allan Mattesen Jacobsen på tlf. 51 29 33 50 eller mail: allan@mattesen.eu

Men vil vi så helst møde Kolding eller Lemvig. Det er der sikkert delte meninger om. En ting er dog sikkert, hvis det bliver Kolding så bliver det sikkert TV kampe og vinder vi så bliver vi en del af historien. Omvendt vil en nedrykning til Kolding nok komme til at fylde mest i medierne, fremfor en oprykning til TMT. Men lad os nu tage en kamp af gangen, og den næste kamp er kampen mellem Lemvig og Kolding på lørdag.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk