En række profiler har sagt farvel til TMT.


En række profiler har sagt farvel til TMT.

Foto: Torben Sjøhart Lund.

Spillertruppen er godt på vej til at tage på sommerferie, og når de igen mødes sidst i Juli er der nogle der mangler. Sådan er det jo, og andre kommer så til, det er det lod at være en udviklingstrup, som TM Tønder er. Vi siger farvel til følgende profiler:

Rolf Ravn: Rolf der kom til TMT fra bænken i Kolding-København viste sig hurtigt at være en spiller med stor forstand på håndbold. Desværre har han det meste af tiden haft svært ved at skyde igennem, men har så udviklet sig som en klippe i forsvaret. Rolf er blevet far og har derfor prioriteret familien. Det har vi stor respekt for, og Rolf skal nu være spillende assistenttræner i et fedt projekt i Grindsted. Held og lykke til dig Rolf.

Emil Bergholt: Emil er en helt fantastisk type håndboldspiller med en ualmindeligt vindermentalitet. Han skiftede Skjern ud med TMT for at få spilletid og det må man sige at han fik. Emil har hele pakken og er rigtig dygtig i både forsvaret, angrebet og i omstillingsspillet. Emil har udviklet sig optimalt i TMT og skulle videre nu, hvis udviklingen skulle fortsætte. Mors/Thy var derfor et fornuftigt valg af ham. Vi føler ikke at vi har mistet Emil, men mere glæden ved at vi har fået lov til at have ham her i to sæssoner. Held og lykke til dig Emil.

Lasse Haman-Boeriths: Lasse startede sæsonen i forrygende form og det fik Sønderjyske til at finde checkhæftet frem. Lasses sæson blev dog mere svingende og nogle vil nok mene at han burde være blevet en sæson mere. Men når drømmen er at blive professionel håndboldspiller og muligheden byder sig, så må man tage chancer, og det har Lasse gjort, hvilket vi respekterer fuldt ud. Vi ønsker Lasse held og lykke og håber at han får en flot sæson i SønderjyskE.

Hans Martin Asmussen: Hans Martin og TMT kunne ikke finde sammen om en kontraktforlængelse, så derfor slutter hans Martins anden og vel nok sidste periode i Tønder. I den sidste sæson har vi set Hans Martin tage et stort ansvar som spillende assistenttræner, og det har virkelig klædt ham. Hvor Hans Martin fortsætter karrieren er uvist, men der skal i hvert fald lyde et stort held og lykke herfra.

Mathias Hejsel: Mathias kom fra Haderslev for at prøve lykken i TM Tønder. Efter et år på andetholdet fik han overbevist TMT om at han skulle have en kontrakt. Mathias har været stærkt spillende på andetholdet, men har også i diverse indhop vist sig flot frem på førsteholdet. Hvad Mathias skal nu er uvist, men vi håber ar han får en masse spilletid, og hvem ved om vore veje krydses igen. Held og lykke med den videre færd til dig Mathias.

Mathias Møller: Mathias blev lejet i Århus og har spillet i TMT siden Januar. Mathias var en usleben diamant der kunne meget på egen hånd. Dog varmede han bolden lidt rigeligt og det kostede lidt på tempoet. I sin tid i TMT er han blevet bedre og bedre som holdspiller og der er kommet meget mere tempo i hans spil. Det har virkelig klædt ham og han har virkelig udviklet sig i de måneder han har været i Tønder. Mathias er tilbage i Århus, hvor vi ønsker ham held og lykke.

Dennis Klinge: Målmandstræneren der i sine tre sæsoner i TMT nåede et par comebacks. I den sidste sæson var han også med på holdkortet et par gange, men blev ude på sidelinien. Dennis er en meget travl fyr, som vist nok har svært ved at sige nej, men man bliver nødt til at prioritere og næste sæson er han altså ikke i TMT. Klinge, vi ønsker dig held og lykke med alt hvad du har gang i.