TM Tønder skal gerne på tavlen nu


TM Tønder skal tage pointene i Skæring.

Foto: Torben Lund.

TM Tønder viste en god indstilling i kampen mod topholdet fra HC Midtjylland, der har vist sig at være et rigtigt stærkt hold. Spillemæssigt mangler der stadig meget, men det var sæsonens bedste performance af det nye TMT hold, men holdet mangler vindermentaliteten lige nu og derfor endte det med at HCM tog pointene, i en kamp hvor Jimmi Elmgaard, Timmi Ejmer og Andreas Damgaard alle blev skadede.

Vindermentalitet er noget man får af at vinde og nøjagtigt som TMT, så står søndagens modstander fra HEI også uden point efter to kampe. 24-28 hjemme mod HØJ og 26-32 i Odense er det blevet til i de to første kampe, så det er nok et fint tidspunkt at møde Århusianerne på, selv om det er et hold man aldrig må undervurdere.

HEI er de glade amatører for hvem der er vigtigere ting i livet, end at vinde håndboldkampe. Det faktum gør at de ikke er synderligt pressede af at ligge med nul point, og sikkert bare kan spille frit, modsat TM Tønder, der med et nederlag søndag aften, nok vil kunne mærke presset udefra.

At kampen spilles søndag aften er vi rigtig ærgerlige over i TMT Red Support. Om det er gjort for at holde fansene væk, tror vi nu ikke, og det har nu heller ingen effekt. omkring 15 larmende fans møder op i Skæringhallen og giver holdet den nødvendige opbakning. Sammen er vi stærke, og vi tror fuldt og fast på vore drenge.