Henk sikrede sejren med redning i sidste sekund.


Flere gode præstationer mod FIF.

Foto: Torben Lund.

Det blev aldrig en køn kamp da FIF gæstede Tønderhal 2. Til gengæld fik publikum alt det andet vi elsker ved håndbold. Fight, tacklinger, drama og en sidste sekunds redning fra Henk Muus Meyer.

Det startede skidt for TMT og vi skal være glade for at FIF's Simon Møss lige valgte at bruge mund over for dommeren og dermed fik 4 minutters udvisning i stedet for to. Dermed fik TMT hentet det ind de havde tabt i kampens start. 13-13 ved pausen.

TM Tønder havde store offensive problemer, men gæsterne havde problemmer med at styre Felix Kasch der gang på gang strøg igennem og Ulrik Eggert der udnyttede den store fokus der var på Jimmi Elmgaard til at lave indløb i det frie rum på stregen. 

Efter pausen var der åben slagudveksling og skiftende føringer. Indskiftede Henk Muus Meyer stod strålende sammen med et stærkt forsvar omkring Elmgaard og Keller. FIF havde dermed store problemmer i det etablerede angrebspil, men havde stor succes, både med første og anden bølge konrafasen.

Til sidst ved stillingen 27-27 var det holdets unge spillere der tog sagen i egen hånd. Jacob Lyck kæmpede sig til straffekast, Madsen scorede sikkert og Henk Muus Meyer havde fuldstændig styr på det sidste skud. TM Tønder vandt 28-27 og et eller andet sted er det bare langt federe at vinde med ET mål.

Topscorer for TMT blev Felix Kasch med 10 mål, Ulrik Eggert med 6 mål og Alexander Hansen med 5 mål.