Tag med på Maribo Expressen


Vi skal have to point med hjem fra Maribo.

Foto: Torben Lund

Sidst vi var i Maribo gjaldt det kvalifikation til tre kampe mod Kolding om en plads i ligaen. TM Tønder udspillede Sydhavsøerne på kryds og tværs og førte stort, indtil man i slutminutterne slækkede lidt på koncentrationen så sejren ikke blev så stor. Sydhavsøerne var dog aldrig i nærheden af en kamp nummer tre.

Helt så nemt bliver det ikke denne gang. Sydhavsøerne har pt.10 point, hvilket er to flere end TMT og det var ikke uventet at de ville få en svær sæsonstart. Vilstrup og Damgaard var fortid og de fyldte meget i TSØ sidste år. Nederlag i Skovbakken, Odder og Herning, samt hjemme mod Ringsted betød to point efter fem kampe. Senest har de dog vundet 4 kampe i træk mod HEI, Roskilde, HØJ og Odense, så det er et hold i medgang vi skal op imod.

TM Tønder har også haft sin modgang i denne sæson og det bliver mere end svært at vinde i Maribo. Vi har dog spillet nogle rigtig gode kampe og den seneste mod Skive var meget opløftende. Vi påstår at kan holdet levere som mod Skive, så vinder vi i Maribo. Det er en lettelse at Jeppe er tilbage i forsvaret, for netop forsvaret bliver vigtigt i Maribo. Desuden skal vi have løst deres 5-1 forsvar med Vukmand liggende fremme, og her kan Felix blive den helt store faktor.

TMT Red support er naturligvis med i Maribo. Vi har lejet en 20 mands bus med chauffør og skulle du få lyst til at komme med så kontakt os endelig, der er stadig pladser. Kom frisk, sammen er vi stærke.